Domæne E-mail & Office Hjemmeside WordPress Hosting VPS
Tilbage
.com
$ 4.99 $ 26.99 /1. år
.one
$ 4.99 $ 16.99 /1. år
Tilbage
Log ind
Kontrolpanel Webmail Hjemmesideprogram Webshop File Manager WordPress

Copywriterens skriveguide: Boost salget med læseværdige e-mails

18 skrivetips til overbevisende e-mailmarkedsføring, der konverterer

E-mail markedsføring er en af de mest effektive marketingaktiviteter, du kan inkludere i din kommunikationsstrategi. I en hverdag præget af digital støj og hurtig scrolling, kan en velskrevet e-mail hjælpe dig med at ramme plet hos dine målgrupper.

Uanset om du er en garvet copywriter eller skal igang med e-mailmarkedsføring for første gang, giver denne guide dig tips, som hjælper dig med at skrive e-mails, der fanger læserens interesse og giver din konverteringsrate et skub i den rigtige retning. Lad os komme i gang!

Byg en hjemmeside, du kan være stolt af

Byg en hjemmeside, du kan være stolt af

Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.

Prøv det gratis i 14 dage
  • Vælg mellem 140+ skabeloner
  • Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
  • Gå online med nogle få klik
  • Gratis SSL-certifikat
  • Mobilvenlig version
  • 24/7 support

Er e-mail markedsføring stadig effektivt?

Svaret er et rungende ja! Selvom sociale medier fylder meget i de flestes liv, er e-mailmarkedsføring stadig et af de mest effektive værktøjer, når du vil ramme din målgruppe. Hvorfor? Fordi e-mails lader dig kommunikere direkte med dine eksisterende og potentielle kunder.

I modsætning til opslag på sociale medier, som ofte forsvinder i et uendeligt hav af andre opslag, bliver en e-mail liggende i modtagerens indbakke og venter på at blive åbnet.

Er du udrustet med en god e-mailstrategi og skarpe tekster, kan du få salgskurven til at skyde i vejret og opbygge varige forhold til dine kunder.

3 almindelige e-mail fejl, du nemt undgår

Før vi dykker ned i vores 18 skrivetips, tager vi et hurtigt kig på 3 almindelige e-mail fejl, du bør undgå, når du arbejder med e-mailmarkedsføring.

At mangle et klart mål 

At sende e-mails uden et klart mål er lidt som at prøve at finde en ny adresse uden Google Maps – du ender sandsynligvis med at gå i ring og komme for sent. Hver eneste gang du sender en marketingmail, skal du have sat dig et mål. Målet kan være at informere, at overbevise eller at skabe engagement.

Før du klikker på send, kan du spørge dig selv følgende spørgsmål: Hvad vil jeg have læseren til at gøre, når de har læst min e-mail? Når du har et tydeligt mål, er der meget større sandsynlighed for, at læseren tager dit budskab til sig.

For meget information i samme mail

Hvis dine kunder vil læse en roman, går de på biblioteket. Sender du en lang e-mail med en masse tekst og information, risikerer du at overvælde dine læsere og distrahere dem, så de går glip af dine vigtigste budskaber. Tænk på din e-mail som en slags smagsprøve på resten af det indhold, dine læsere har mulighed for at udforske, når de klikker sig videre til din hjemmeside.

Uklart afsendernavn

Hvis din modtager ikke kan genkende afsenderen, er det slet ikke sikkert, at de åbner din mail. Dit afsendernavn bør være navnet på din virksomhed, din hjemmeside eller en kombination af dit navn og virksomhedens navn.

Nogle virksomheder bruger et fornavn som Martin, Sara eller Thomas som afsendernavn. Det kan umiddelbart lyde som en god idé, fordi det føles mere personligt, men det kan give bagslag, hvis modtageren ikke kan se, at e-mailen kommer fra din virksomhed. Du kan som sagt godt inkludere dit (eller din kollegas) navn, men du bør i så fald kombinere det med navnet på din virksomhed, fx Martin fra DinVirksomhedsNavn.

18 skrivetips til e-mails, der sætter gang i salget

Hvad enten dit mål er at skabe engagement, øge salget eller opbygge brandtillid kan en god e-mailtekst gøre hele forskellen. Vi har sammensat en liste med 18 gennemtestede skrivetips til tekster, der ikke bare fanger modtagerens interesse, men også får dem til at gøre noget, såsom at bestille dit abonnement på kaffebønner, tilmelde sig dit sci-fi nyhedsbrev eller booke en prøvetime i dit yogastudie.   

1. Kend din målgruppe

At kende sin målgruppe er en af de vigtigste byggesten i en god marketingstrategi. Det gælder selvfølgelig også e-mailmarkedsføring. Hvilke mennesker er i din målgruppe? Hvor bor de? Hvilke problemer oplever de? Hvilke løsninger, har de brug for? Skræddersy dit indhold til deres behov og interesser ved at skrive engagerende e-mails med budskaber, der giver mening for dem.

2. Byd nye læsere velkommen

Send en velkomstmail til nye kunder og abonnenter. En varm velkomst giver dine nye læsere et godt indtryk fra første e-mail. Her kan du kort præsentere dit brand, fremhæve nøglefordele ved din virksomheds løsninger, og eventuelt tilbyde en særlig velkomstrabat. Det vil få dine læsere til at føle sig værdsat allerede første gang, de åbner en e-mail fra dig

3. Skriv den bedste emnelinje hver gang 

Din emnelinje er det første dine læsere ser. Derfor er den enormt vigtig. Skab spænding, lov noget godt, eller stil et relevant spørgsmål. En god emnelinje fanger læserens opmærksomhed i løbet af få sekunder. Emnelinjer er så vigtige, at vi har dedikeret en hel artikel til dem. Læs mere om emnelinjer.

4. Sørg for at emnelinjen matcher indholdet

Når du først har lovet din læser noget med en skarp emnelinje, skal du naturligvis gøre dit bedste for at sikre, at læseren ikke bliver lige så skuffet over indholdet, som de blev over den fint indpakkede julegave fra onkel Børge. Sørg for, at indholdet leverer det, du lover i emnelinjen, så øger du hurtigt chancerne for, at modtageren også åbner din næste e-mail.

5. Vær konsekvent med din Tone of Voice

Din Tone of Voice udgør en stor og vigtig del af dit brands personlighed. Uanset om din virksomheds Tone of Voice er professionel, afslappet eller humoristisk er det afgørende, at du bruger den konsekvent på tværs af alle dine platforme og marketingaktiviteter.
 
Søgeord, der er så populære, har en meget høj sværhedsgrad, netop fordi, der er så mange om buddet. En god tommelfingerregel er derfor at være mere specifik og finde en niche, der indsnævrer emnet og giver dig et primært søgeord, hvor konkurrencen ikke er helt så hård. 

6. Giv læseren lyst til at gøre noget

Pointen med din e-mailmarkedsføring er at få dine læsere til at gøre et eller andet. Hvad enten dit mål er at få læseren til at tilmelde sig dit webinar, købet et produkt i din webshop eller booke et bord på din restaurant, skal din e-mail indeholde en klar og tydelig CTA – gerne placeret på en knap, som læseren slet ikke kan lade være med at klikke på.

7. Brug social proof

Kunder stoler mere på andre kunder end på dig. Derfor er det altid en fordel, hvis du kan styrke dine salgsargumenter med social proof såsom anmeldelser eller udtalelser fra tilfredse kunder. Lav et videointerview med en kunde eller del nogle af dine bedste anmeldelser fra Google eller Trustpilot i dine mails.

Dette skal naturligvis gøres på en måde, der virker naturlig. Hvis du fx sender en mail, hvor målet er at få læseren til at prøve din nye krydderiblanding, kan du inkludere et par positive anmeldelser af blandingen eller linke til en side, hvor modtageren kan læse dem.

8. Inkluder tal og statistik

Og nu, hvor vi allerede snakker om at styrke dine argumenter, er vi nødt til at nævne tal og statistikker. Det lyder måske tørt, men det virker! Tal gør det dejlig nemt for læseren at afkode dit budskab. Sammenlign fx: Vi har allerede 420 glade kursister med Vi har allerede mange glade kursister. Hvilket af de to budskaber absorberer din hjerne bedst?

Tallene skal naturligvis stemme overens med virkeligheden og imponere læseren. Har du stadig kun 3 kursister, er det bedre at bruge statistik såsom X procent føler sig mindre stressede efter yoga. Glem ikke at angive, hvor din statistik kommer fra.

9. Alle elsker en lækker punktopstilling

Punktlister er fantastiske, når du vil fremhæve vigtige nøglepunkter. Desuden er det nemmere for travle læsere at skimme en e-mail med en punktopstilling. Brug gerne ✅ eller en anden passende emoji i dine lister.

Eksempel:

     Fordele ved yoga:

✅ Forbedrer styrke, balance og fleksibilitet
✅ Hjælper med lindring af rygsmerter
✅ Er godt for dit hjerte
✅ Giver dig mere energi
✅ Hjælper dig med at håndtere stress

10. Kom hurtigt til sagen

Dine læsere har travlt, enten med livet eller med at scrolle. Derfor bør du aldrig risikere at spilde deres tid med en langtrukken introduktion. Kom til sagen med det samme og introducer dit vigtigste budskab tidligt i mailen. På den måde holder du læseren engageret og sikrer, at de ikke går glip af det vigtigste.

11. Undgå at aktivere modtagerens spamfilter

Visse ord og sætninger kan aktivere modtagerens spamfilter. Sker det, risikerer du, at din mail havner direkte i spam. Derfor bør du undgå ord som gratis,klik, lån, penge, tillykke, 100%,rabat, bonus, og flere udråbstegn efter hinanden i dine emnelinjer.

Tjek gerne din egen spam-mappe (uden at klikke på noget) for at se eksempler på, hvilke e-mails, der havner der. Det er nemlig ikke altid kun spam, men også mails fra uheldige virksomheder, der har brugt de forkerte ord i emnelinjen. Her må vi dog også tilføje, at spamfilteret ikke altid fungerer helt som det skal, så en e-mail kan godt havne der, selvom man har skrevet en perfekt emnelinje.

12. Sælg uden at lyde som en sælger

Det er de færreste, der synes det er fedt med en påtrængende sælger. Selvom dit mål er netop at sælge noget, bør du undgå at det er meget tydeligt. Hvis man bruger mange floskler og tomt marketingsprog, risikerer man at læseren bliver irriteret og sletter e-mailen.

Fokuser i stedet på at fremhæve faktiske fordele uden at overdrive. Henvend dig til læseren på en naturlig måde og fortæl dem, hvordan din løsning helt konkret kan løse deres problem eller opfylde deres behov.

13. Henvend dig direkte til læseren

Sæt læseren i centrum og gør din e-mail mere personlig ved at skrive du,din og dine. Det gør det øjeblikkeligt lettere for læseren at relatere til dit budskab.

I stedet for at skrive…

Mange katteejere oplever, at deres kat hvæsser kløer i sofaen

…kan du skrive:

Hvæsser din kat også kløer i sofaen?

14. Brug storytelling

Fortællinger gør bare noget ved vores hjerner. Ved at bruge storytelling i dine e-mails kan du øge chancerne for, at din læser finder din e-mail interessant og husker budskabet i længere tid. Del små anekdoter, kundefortællinger eller en fortælling om, hvordan dine produkter bliver fremstillet. I vores artikel Styrk dit brand med storytelling kan du læse mere om, hvordan du bruger fortællinger i din markedsføring.

15. Læs korrektur

Selv garvede skribenter laver stavefejl og sjuskefejl. Men en e-mail med flere stavefejl og grammatiske fejl vil blive opfattet som mindre professionel. Derfor er det vigtigt, at du altid sætter tid af til korrekturlæsning. Gør brug af værktøjer såsom Grammarly eller den indbyggede stavekontrol i Microsoft Word eller Google Docs. Læs også din tekst højt for dig selv, så opdager du nemmere fejl, du har stirret dig blind på, mens du arbejdede med din e-mail

16. Send en testmail til din kollega

For at være helt sikker på, at din e-mail er klar til at lande i modtagerens indbakke, er det en god idé, at du sender en testmail til en eller flere af dine kollegaer. Vælg gerne tre personer, der har forskellige telefoner og bed dem om at åbne mailen på desktop også. Så sikrer du nemlig, at både teksten, CTA-knapperne og billederne i din e-mail, ser ud som de skal på alle enheder. Det kan også være en god idé at tjekke, hvordan mailen ser ud i mørk tilstand (dark mode) da mange læsere har aktiveret det på deres enheder.

17. Brug AI-værktøjer

Gør skrivningen og korrekturlæsningen af dine e-mails nemmere ved hjælp af AI-værktøjer. Selvom du foretrækker at skrive dine egne tekster og bruge din virksomheds Tone of Voice, kan AI-værktøjer være en stor hjælp i din kreative proces.

Hvis du fx kæmper med at finde på en bedre emnelinje, kan du sætte dit første udkast ind i et AI-værktøj, såsom ChatGPT, og bede værktøjet om at give dig 10 forskellige forslag til en ny emnelinje, baseret på den du allerede selv har skrevet. Læs mere om AI-skrivning.

18. Husk A/B-tests

A/B-tests giver dig en fantastisk mulighed for at teste to forskellige emnelinjer eller e-mails på en lille håndfuld af dine modtagere, før du sender den afsted til hele din modtagerliste. På den måde kan du lade dine læsere afgøre, hvilken version af din e-mail, de foretrækker.

De fleste marketingplatforme og nyhedsbrevssystemer inkluderer muligheden for at gennemføre A/B-tests. Når A/B-testen er gennemført, vil du typisk kunne se, hvor mange læsere, der åbnede de to forskellige versioner, klikkede på links og læste indholdet. Det betyder også, at du får værdifuld indsigt i, hvad der fungerer bedst hos din målgruppe, så du løbende kan finjustere og skræddersy din e-mailmarkedsføring.

Før du klikker på send: Stil dig selv disse 5 spørgsmål

  1. Fanges læserens opmærksomhed med det samme?
    Din e-mail skal fange læserens opmærksomhed allerede fra den første sætning. Er din første sætning skarp nok?
  2. Kan teksten gøres kortere?
    Hold det kort og godt. Kan du formidle dit vigtigste budskab med færre ord?
  3. Har e-mailen værdi for læseren?
    Har din e-mail faktisk værdi for læseren og ikke bare for dig? Værdi kan være information, underholdning, et særligt tilbud eller løsningen på et problem modtageren har.
  4. Er min CTA klar og tydelig?
    Kan læseren nemt se og forstå din CTA? Overvej om placeringen eller teksten kan forbedres.
  5. Er min e-mail fejlfri?
    Selvom man har læst korrektur, kan der alligevel snige sig en lille fejl ind her og der. Fungerer dine links? Er der et ekstra ord? Er formateringen korrekt? Har du skrevet den rigtige pris eller rabat i teksten om dit gode tilbud?  

Skriv e-mails, du selv ville have lyst til at læse

At skrive fantastiske marketingmails handler dybest set om at skrive indhold, du selv ville blive glad for at finde i din egen indbakke. Skriv e-mails der er læseværdige, engagerende og har en genkendelig Tone of Voice dine modtagere forbinder med dit brand. Hvis du følger vores 18 tips, er du godt klædt på til at lykkes med din e-mailmarkedsføring og opnå flere konverteringer.