Domæne E-mail & Office Hjemmeside WordPress Hosting VPS
Tilbage
.com
$ 4.99 $ 26.99 /1. år
.one
$ 4.99 $ 16.99 /1. år
Tilbage
Log ind
Kontrolpanel Webmail Hjemmesideprogram Webshop File Manager WordPress

Sådan skriver du en pressemeddelelse – skabelon og eksempler!

Del spændende nyheder om din virksomhed, webshop, eller forening

En god pressemeddelelse er et effektivt marketingværktøj, når du vil dele en nyhed om din virksomhed eller forening fx et spændende koncept, en produktlancering, et event eller en ny innovativ løsning. Men hvordan skriver man en skarp pressemeddelelse, der fanger modtagerens opmærksomhed allerede inden for det første minut? Det ser vi nærmere på i denne artikel. Du får også en skabelon og en praktisk tjekliste, du kan bruge, når du skriver din tekst. Læs med nedenfor!   

Byg en hjemmeside, du kan være stolt af

Byg en hjemmeside, du kan være stolt af

Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.

Prøv det gratis i 14 dage
  • Vælg mellem 140+ skabeloner
  • Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
  • Gå online med nogle få klik
  • Gratis SSL-certifikat
  • Mobilvenlig version
  • 24/7 support

Hvad er en pressemeddelelse?

En pressemeddelelse er et formelt dokument, der udsendes af en virksomhed eller forening for at dele nyhedsværdig information med medierne. Formålet med at skrive og udsende en pressemeddelelse er at sikre mediedækning, opnå synlighed og skabe omtale. I dag sendes pressemeddelelser typisk via e-mail. Størstedelen sendes via et nyhedsbureau såsom Ritzau. Men som ejer af en mindre virksomhed, kan du også vælge selv at skrive og sende din pressemeddelelse direkte til redaktionen hos et eller flere nyhedsmedier.      

Eksempler på pressemeddelelser

For at give dig en bedre fornemmelse af, hvordan en pressemeddelelse ser ud, og i hvilke situationer, man kan gøre brug af formatet, har vi lavet en liste med links med eksempler fra den virkelig verden.  

Flere af eksemplerne ovenfor er fra relativt store virksomheder og organisationer. Men selvom du har en mindre webshop, et band, en restaurant, eller en lille forening, kan du alligevel med fordel bruge pressemeddelelser som en del af din marketingstrategi. Det vigtigste er, at det du deler, har en reel nyhedsværdi og fanger læserens interesse.  

Tjekliste til din pressemeddelelse 

Uanset hvilken type tekst, man skal i gang med at skrive, er det altid en fordel at have en tjekliste. Nedenfor finder du en tjekliste med de grundlæggende byggesten, din pressemeddelelse bør indeholde. I afsnittene under listen, zoomer vi nærmere ind på en række andre ting, du bør overveje, før du skriver.

  • Dato: Datoen du sender din pressemeddelelse afsted til nyhedsmediet. 
     
  • Overskrift: Skriv en kort, fængende overskrift, der giver modtageren appetit på at læse mere, maks. 8 til 9 ord.  
     
  • Indledning: En knivskarp og koncis sammenfatning af din nyhed. Sigt efter 3 linjer. Tænk: hvem, hvad, hvordan, og hvorfor. 
     
  • Brødtekst: Uddyb din nyhed med den vigtigste information. Her kan du med fordel indflette passende citater. Desuden er det en god idé at inddele teksten i korte afsnit med tilhørende underoverskrifter.  
     
  • Kontaktinformation: Navn på kontaktperson, telefonnummer og link til din hjemmeside. 

Nyhedstrekanten

Nyhedsbureauer, som fx Ritzau, i Danmark anbefaler ofte, at man tager udgangspunkt i nyhedstrekanten, når man skriver en pressemeddelelse. Nyhedstrekanten er en metode, der kan hjælpe dig med at strukturere indholdet i din pressemeddelelse. Kort forklaret, går metoden ud ud på, at teksten skal starte med det vigtigste.  

Forestil dig en omvendt trekant eller pyramide, hvor spidsen peger nedad, og den brede del er øverst. Mange læsere skimmer bare en tekst, og taber hurtigt tålmodigheden. Formålet med nyhedstrekanten er at fange modtagerens øjne og opmærksomhed, før de har brugt et minut på at læse teksten.   

Følger du nyhedstrekanten, bør din tekst struktureres sådan her:  

  1. Den vigtigste del af nyheden/historie 
  1. Uddybning 
  1. Yderligere detaljer 

Husk billedet

Indbakkerne hos nyhedsmediernes redaktioner flyder over af pressemeddelelser og alt muligt andet mellem himmel og jord, hver eneste dag året rundt. Dit mål er at sammensætte en pressemeddelelse, der fanger både redaktionen og din målgruppes opmærksomhed. Et billede kan hjælpe dig med at øge chancerne, for at din pressemeddelelse bliver trukket ud af indbakken og offentliggjort.  

Det optimale billede til din pressemeddelelse, er et billede, der både fanger opmærksomheden, underbygger din historie og virker autentisk. Har du selv taget et rigtig godt billede fra et event i din virksomhed, en kunde som bruger dit produkt, eller de mennesker, der er involveret i nyheden, bør du bruge det. Stock-billeder kan også bruges, men risikoen med dem er, at de kan være svære at relatere til eller helt enkelt bare ikke skaber en følelse af autenticitet. 

Tænk på målgruppen

Når du sender din pressemeddelelse afsted til et medie, bør du have målgruppen i tankerne. Chancen for, at din pressemeddelelse falder i smag hos dem, er nemlig betydeligt større, hvis din nyhed er vinklet på en måde, der er relevant for deres målgruppe. Tag eventuelt et kig på andre pressemeddelelser mediet tidligere har publiceret, for at få en fornemmelse af tonen og vinklen, de kan tænkes at foretrække. 

Troværdigheden er vigtig

Hvis du inkluderer citater i din pressemeddelelse,bør du sørge for at kilden, du citerer, er pålidelig. Skulle nyhedsmediet publicere din pressemeddelelse og senere opdage, at dine citater eller anden information ikke var sandfærdige, vil det blive svært at få dem til at publicerer andre nyheder, du gerne vil dele. Troværdigheden i al din markedsføring er vigtig, da den kan hjælpe dig med at styrke din brandtillid.   

Send fra en professionel e-mailadresse

Når du skal sende pressemeddelelser vil en professionel e-mail på dit eget domæne øge dine chancer for at fremstå professionel og troværdig.

Lad os antage, at du selv modtager e-mails fra to forskellige virksomheder eller foreninger. De sender henholdsvis fra companyname@gmail.com og press@companyname.dk. Den sidste af disse vil af de fleste blive opfattet som den mest pålidelige og legitime af de to. Derfor er der også større sandsynlighed for, at vigtig kommunikation, såsom din pressemeddelelse, vil blive besvaret, når du sender fra en e-mailadresse med dit eget domæne.  

Hos one.com kan du nemt komme i gang med at oprette en professionel e-mail. Hvordan du gør det, kan du læse mere om her.

Skabelon til pressemeddelelse 

Der findes mange måder at gribe opgaven an på, når man skal skrive en god pressemeddelelse, alt afhængigt at nyheden, nyhedsmediet, målgruppen osv. Nedenfor har vi lavet en standard skabelon, du kan tilpasse og bruge i de fleste sammenhænge. For at tydeliggøre, hvordan teksten kan opbygges, har vi valgt at sætte en fiktiv pressemeddelelse ind i skabelonen.  

Skabelon

DATO: Datoen du sender din pressemeddelelse til et medie 

OVERSKRIFT: Odenses første kattecafé Knurhår & Kaffebønner åbner d. 1. april  

UDDYBENDE UNDEROVERSKRIFT PÅ MAKS. 3 LINJER: Odenses katteelskere kan glæde sig til en spinnende god caféoplevelse, når Knurhår og Kaffebønner i hjertet af centrum slår dørene op i april. 

OPSUMMERING AF DIN NYHED: Det bliver en stor dag for katteentusiaster, når Knurhår & Kaffebønner står klar med åbne døre og poter den [dato] på [adresse], for at give gæster mulighed for at nyde en god kop kaffe og et lækkert stykke kage i selskab med kælne katte. Med den anerkendte dyrevelfærdsforkæmper, [grundlæggerens navn] ved roret, og et team af passionerede katteelskere, er caféens vision at tilbyde et fristed for både mennesker og katte.  

CITAT: “Vi er stolte over at introducere Knurhår & Kaffebønner som et afslappende fristed i Odenses travle byliv,” siger [Navn], som er grundlægger og administrerende direktør for [Foreningens navn]. 

OVERGANGSLINJE 1: [Navn] har i lang tid drømt om at åbne en kattecafé og idéen er næsten udelukkende blevet mødt af positive kommentarer. [Navn] håber derfor at kattecaféen kan medvirke til [særlig fordel]. 

OVERGANGSLINJE 2: Den 28-årige katteelsker, [Katteelskerens navn], bosat 10 km fra Odense er begyndt at glæde sig.  

CITAT: “Som dedikeret katteelsker, blev jeg glædeligt overrasket, da [Grundlæggerens navn] fortalte mig om caféen” siger katteelsker [Katteelskerens navn]. 

FLERE DETALJER: Knurhår & Kaffebønner inviterer til et stort åbningsevent den [dato] med masser af hyggelige aktiviteter, kattevenlig musik og, vigtigst af alt, en chance for at møde caféens kattebeboere. 

BILLEDER: Vedhæft filer eller indsæt link til en delt mappe 

FOR YDERLIGERE INFORMATION/KONTAKTOPLYSNINGER 
 

• PR-ansvarlig [Navn] | [Telefonnummer] | [E-mailadresse] 

• Marketing Manager | [Marketing Manager Navn] | [Telefonnummer] | [E-mailadresse] 

• Citerede kilder: [Navn] | [Telefonnummer] | [E-mailadresse] 

FAKTA: Knurhår & Kaffebønner samarbejder med lokale kattehjem for at muliggøre adoption af hjemløse katte. Af sikkerheds- og hygiejnemæssige årsager vil caféen have et særligt kæleområde, hvor besøgende kan kæle med kattene under opsyn af uddannet personale. 

OM: Indsæt en kort forklarende tekst, der tydeliggør grundlæggende information, gerne i punktform. 

  • Knurhår & Kaffebønner er en kattecafé grundlagt af [Navn] i [Årstal]. 
  • Vision: At skabe en unik, afslappende og hyggelig oase for katteelskere, og samtidig øge bevidstheden om dyrevelfærd og sætte fokus på ansvarligt ejerskab af kæledyr. 

Hvad koster en pressemeddelelse?

Hvis du selv skriver din pressemeddelelse, koster det dig ikke mere end den tid, du investerer i at skrive, sende en e-mail, og følge op på din kommunikation med medierne. Vælger du at hyre en professionel skribent eller et bureau, vil det typisk koste dig et sted mellem 1000 kr. og 4000 kr. ekskl. moms.    

Hvem kan man sende pressemeddelelser til?

Du kan sende din pressemeddelelse til de fleste medier, både lokale og landsdækkende. Oftest er dine chancer større hos lokale medier, hvis det drejer som om en nyhed, der er mest relevant i et specifikt område. Men også fordi, de landsdækkende medier får et meget større antal pressemeddelelser tilsendt.

På de enkelte mediers hjemmesider, vil du typisk kunne finde information om, hvordan de ønsker at modtage pressemeddelelser.

Et eksempel finder du her på TV2s hjemmeside, hvor de har lavet en liste over e-mailadresser, du kan sende til.  

Gem din medieliste

Når du har fået sammensat en liste over, de medier, du vil sende til, er det en god idé at gemme den, så du har den til næste gang. Notér eventuelt, hvilke af medierne, der var interesserede, hvilke der takkede nej, og hvilke du aldrig hørte fra. Så får du nemlig hurtigt et bedre overblik over, hvilke det faktisk kan betale sig at kontakte. Selvom et medie ikke viser interesse for den første pressemeddelelse, bider de måske på den næste, så prøv endelig igen og igen.  

Tidspunktet er vigtigt

Timingen er vigtig, når du sender din pressemeddelelse til et medie. Hvis din nyhed ikke er dagsaktuel, er det bedst at undgå dage med store nyhedsbegivenheder. Lørdag og søndag er tempoet typisk langsommere hos nyhedsredaktionerne. Derfor kan chancerne for, at din pressemeddelelse bliver trukket ud af indbakken mange gange være lidt større på disse dage. Omhandler din pressemeddelelse en kommende produktlancering eller et event? Så er det en god idé at sende dine pressemeddelelser i god tid før eventet finder sted, fx 2 til 4 uger i forvejen.

Kom i gang med at sende pressemeddelelser

Pressemeddelelser er en effektiv form for markedsføring. De kan hjælpe dig med at nå ud til et bredere publikum. Du kan derfor med fordel inkludere dem i din marketingstrategi, uanset om du har en webshop, en restaurant, et band, eller bare et fantastisk initiativ, der er værd at dele med verden.  

Opret din egen webshop

Opret din egen webshop

Start din e-handelsvirksomhed hurtigt og nemt, og sælg dine produkter eller tjenester online.

Kom godt i gang
  • Nem produkt- og salgsstyring
  • Sikre betalingsmetoder
  • Gå online med nogle få klik
  • Gratis SSL-certifikat
  • Mobilvenlig version
  • 24/7 support