Home
Nyheder
Relaterede artikler fra Webhosting
Indiske hackere angriber pakistansk hjemmeside
Indiske hackere har angrebet en hjemmeside der tilhører den pakistanske medieorganisation, the Pakistan Press Foundation (PFF). PFF er et uafhængigt medieforsknings- og træningscenter, hvis opgave det er at promovere en fri presse og at højne den sociale og politiske bevidsthed i Pakistan. Efter angrebet blev hjemmesiden lukket af de pakistanske myndigheder for at blive repareret. Ifølge indiske medier vil hjemmesiden ikke blive genåbnet før den er blevet forstærket med nye firewalls.
Det er ikke første gang pakistanske hjemmesider er blevet angrebet fra nabolandet. I juli blev politiets hjemmeside i Punjab-provinsen udsat for et angreb fra Indien. Hackerne fjernede navnene på Punjabs politiske leder og provinsens politichef fra sitet, og postede i stedet indiske slogans.
Den pakistanske telekommunikationsmyndighed, Pakistan Telecommunication Authority, oplyser at henved 150 pakistanske hjemmesider er blevet hacket i de seneste måneder.
Siden delingen af Indien i 1947 i et muslimsk Pakistan og et multireligiøst Indien, har de to landes forhold været anstrengt. Senest blev den indiske by Mumbai udsat for et storstilet terrorangreb i 2008, der menes at have haft sit udspring i Pakistan.