Home
Nyheder
Relaterede artikler fra Hjemmeside
Kommuner er bedre end staten til at besvare emails
En email-undersøgelse, lavet af professor Kim Normann Andersen og adjunkt Ravi Vatrapu fra Copenhagen Business School, viser at de 98 danske kommuner og fem regioner er bedre til at besvare emails fra borgerne end ministerierne, skriver it-hjemmesiden Version2. Undersøgelsen fandt at en femtedel af de 19 danske ministerier ikke svarede på en email. Dette var også tilfældet for en tredjedel af styrelserne og andre statslige institutioner.
Undersøgelsen gik ud på at se hvor hurtigt myndighederne var til at svare på et spørgsmål fra et fiktivt firma. &rdguo;Firmaet&rdguo; skrev at de skulle afhente en pakke og derfor gerne ville have myndighedens adresse og kontortid.
Kommunerne og regionerne svarede generelt meget hurtigt og havde næsten alle sammen svaret i løbet af to dage. Ministerierne og styrelserne var derimod knap så hurtige ved tasterne. Således havde knap hver tredje statslig institution ikke svaret i løbet af tre arbejdsdage.
Undersøgelsen bygger på lignende eksperimenter foretaget i Australien og New Zealand. For de borgere der har ventet forgæves på et svar fra myndighederne, er det måske en trøst at myndighederne i de pågældende lande var endnu langsommere.