Hjem Info

FAQ

Herunder har vi samlet en række ofte stillede spørgsmål og svar til dig, der overvejer at bestille et webhotel hos One.com. Har du spørgsmål, som du ikke finder svar på her, vil vi med glæde besvare dem i vores supportchat, der er åben 24 timer i døgnet. Her står vores supportere altid klar til at besvare dine spørgsmål med det samme.

Mange mener ikke, det er muligt at levere kvalitet til en lav pris. Hos One.com har vi bygget vores forretning på at se muligheder, hvor andre ikke søger dem. Resultatet er en solid og brugervenlig løsning, der ikke går på kompromis med kvaliteten, selvom prisen er lav.

Pre-sales FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Hvad er et webhotel?
Hvordan kan I tilbyde noget til så lav en pris?
Jeg ved intet om programmering. Kan jeg alligevel godt lave en hjemmeside hos jer?
Hvorfor bør jeg betale for et webhotel?
Ejer jeg domænet, og kan jeg flytte domænet til en anden udbyder?
Hvordan kan I tilbyde fri trafik?
Hvilket sprog taler jeres support?
Hvordan betaler jeg?
Er det sikkert at betale med kreditkort over nettet hos jer?
Hvor hurtigt kan I have min hjemmeside oppe at køre, hvis jeg bestiller nu?
Hvilken pakke skal jeg vælge?
Hvor stabile er I?
Får jeg mine penge tilbage, hvis jeg ikke er tilfreds?

Hvad er et webhotel?

Et webhotel er det sted på nettet, hvor din hjemmeside og din e-mail-konto bor. For at andre skal kunne sende dig e-mails eller besøge din hjemmeside, har du brug for et webhotel. Det er med andre ord webhotellet, der holder dit domæne i gang.

Med et webhotel hos One.com kan alle medarbejdere, familiemedlemmer eller klubmedlemmer få deres helt egen unikke e-mailadresse. Der er ingen begrænsninger i antallet af e-mailadresser, som kan oprettes.

Brug et webhotel til at præsentere din virksomhed eller din klub eller læg familiens fotoalbum på nettet, så også fjerne slægtninge får glæde af det.

Hvordan kan I tilbyde noget til så lav en pris?

One.com har som udgangspunkt, at det ikke behøver at være dyrt for at være godt. Vi har udviklet vores eget unikke webhosting-system, der sikrer optimal udnyttelse af vores ressourcer. Dermed kan vi i dag tilbyde en komplet løsning til en førhen uhørt attraktiv pris.

På trods af vores konkurrencedygtige priser går vi aldrig på kompromis med kvaliteten. Du kan læse mere om vores omfattende sikkerhedssystem under punktet "Hvor stabile er I?".

Jeg ved intet om programmering. Kan jeg alligevel godt lave en hjemmeside hos jer?

Vores vision har fra start af været at tilbyde et simpelt, fleksibelt og brugervenligt produkt, der på samme tid imødekommer begynderens kompetencer og den professionelle brugers forventninger. Gennem en målrettet indsats er det lykkedes os at udvikle et system, der i én og samme løsning giver både den ikke-tekniske bruger og den tekniske bruger mulighed for at udfolde sig på nettet.

Især henvendt til den ikke-tekniske bruger stiller vi desuden en række værktøjer gratis til rådighed, der gør det muligt via nogle få klik at skabe sin egen unikke hjemmeside eller blog på nettet.

Hvorfor bør jeg betale for et webhotel?

Et webhotel hos os er - i modsætning til en gratis løsning - 100% reklamefri. Det vil sige, at modtagerne af dine e-mails og de besøgende på din hjemmeside kun ser det, som du selv har valgt at vise. Ligeledes bliver dine oplysninger behandlet strengt fortroligt - du risikerer ikke at vi deler dine oplysninger med andre eller bruger dem i markedsførings øjemed.

Vores løsning giver gode muligheder for at udfolde sig på nettet og dækker langt de fleste behov hos såvel den professionelle som den private bruger.

Hos os får du registreret dit eget personlige domæne. Det domæne du ønsker, at vi skal registrere til dig, bliver din ejendom. Det kan du læse mere om under punktet "Ejer jeg domænet, og kan jeg flytte domænet til en anden udbyder?"

Ejer jeg domænet, og kan jeg flytte domænet til en anden udbyder?

Ja.

At have sit eget domæne er at eje sin egen plads på nettet. Når vi registrerer et domæne for dig, kan du beholde din e-mail og hjemmeside-adresse, så længe du ønsker, fordi vi registrerer domænet i dit navn. Ønsker du senere at skifte til en anden webhosting-udbyder, kan du frit tage dit domæne med dig.

Hvordan kan I tilbyde fri trafik?

Vores unikke setup giver os mulighed for at tilbyde vores kunder ubegrænset trafik på deres webhotel. Mange af vores konkurrenter vil sige, at dette er umuligt. Ikke desto mindre har vi nu gennem 3 år leveret denne service til vores kunder. Vi har i dag kunder, som har over 25 millioner hits, også kaldet serverforespørgsler, og trækker over 1000 GB trafik pr. måned.

Vi tilbyder dog ikke, at vores kunder har deres download-site liggende hos os. Et download-site er en side, hvor hver enkelt hit er større end 1 MB.

Hvilket sprog taler jeres support?

Vores engelsktalende supportmedarbejdere sidder 24 timer i døgnet, 365 dage om året klar til at besvare dit spørgsmål via vores online chat.

Ønsker du at kommunikere med os på andre sprog, tilbyder vi også support på tysk, fransk, hollandsk, svensk, dansk og norsk.

Hvordan betaler jeg?

Vores primære betalingsmetode er online betaling med betalingskort som Visa og MasterCard.

For kunder i Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Danmark, Sverige og Norge tilbyder vi desuden vores kunder offline betalingsmetoder i form af eksempelvis bankoverførsel.

Betaler du med en offline betalingsmetode går der typisk lidt længere tid, før dit webhotel er til rådighed. Det kan du læse mere om under punktet "Hvor hurtigt kan I have mit website oppe at køre, hvis jeg bestiller nu?"

Er det sikkert at betale med kreditkort over nettet hos jer?

Ja, det er meget sikkert.

At lave en online-betaling med betalingskort hos os, sker på en sikker 128 bit krypteret forbindelse. Vi opbevarer ikke dine kreditkortoplysninger, og det vil derfor aldrig være muligt at genskabe de oplysninger, du indtaster under bestillingen. Den procedure er indført for at sikre vores kunder og for at undgå at blive et eftertragtet mål for hackere eller andre ubudne gæster.

Hvor hurtigt kan I have min hjemmeside oppe at køre, hvis jeg bestiller nu?

Langt de fleste ordrer, der betales med kreditkort, vil blive behandlet med det samme.

Har du valgt at betale via en offline betalingsmetode, er det nødvendigt for os at modtage en underskrevet domæneformular, før vi kan behandle din ordre. Når du opretter din ordre, vil du modtage en mail med ordrebekræftelse. Heri vil du kunne finde et link til domæneformularen.

I enkelte tilfælde vil vi bede dig om en underskrevet domæneformular, selvom du har valgt en online betalingsmetode. Det kan skyldes problemer med verificeringen af din betaling og er en ganske normal sikkerhedsprocedure. I nogle tilfælde er det også et krav at vi er nødt til at have en underskrift fra ejeren til det nye domæne, før vi kan få lov til at registrere domænet. At du bliver bedt om at underskrive en domæneformular betyder ikke, at der er noget i vejen med dit betalingskort.

Hvilken pakke skal jeg vælge?

Vi tilbyder 8 forskellige pakkeløsninger. Forskellen imellem dem er kun den mængde diskplads, som vi stiller til rådighed for dig. Hvis du er i tvivl om dit behov, vil vi som udgangspunkt altid anbefale dig at vælge den mindste pakke. Den mindste pakke dækker de flestes behov og er et godt sted at starte.

Får du brug for mere diskplads, kan du let opgradere din pakke. Det gøres via vores kontrolpanel, og du betaler kun for den forskel, der er på priserne mellem din nuværende pakke og den pakke som du ønsker at opgradere til.

Hvor stabile er I?

Til trods for vores konkurrencedygtige priser går vi aldrig på kompromis med den tekniske kvalitet. Vi benytter kun kvalitetssikrede leverandører og har udførlige backup-systemer. Vores servere, serverrum og båndbredde er desuden døgnovervåget 365 dage om året.

Alle vores servere er af bedste Hewlett-Packard-kvalitet, med redundante strømforsyninger og spejlede SCSI-diske, som der tages backup af dagligt. Vores serverrum har redundante strømkredse, batteri-backup, dieselgeneratorer og VESDA (Very Early Smoke Detection Alarm) røg-alarmsystem.

Vores backbone er fiberbaseret med redundant infrastruktur. Den samlede båndbredde er på nuværende tidspunkt 2 x 2 Gigabit multi-homed-tilsluttet og er forbundet til 3 internationale carriers; Global Crossing, Deutsche Telecom og Level3, samt Danske Internet eXchange.

Får jeg mine penge tilbage, hvis jeg ikke er tilfreds?

I tilfælde af, at du ikke er fuldt ud tilfreds med vores løsning, tilbyder vi 15 dages ’pengene-tilbage-garanti’. Garantien gælder fra den dag, ordren gennemføres på vores website, og dækker alle kunder uanset årsag.

Den service kan vi tilbyde, fordi vi ved, at vores produkt dækker langt de flestes forventninger til en webhosting-løsning. Er det ikke tilfældet for netop dig, betaler vi dig med glæde pengene tilbage.

Pengene-tilbage-garanti: I tilfælde af flere køb vil vi yde fuld pengene-tilbage-garanti for den første opsagte ordre. Men for yderligere ordrer betaler vi alt tilbage bortset fra prisen for selve domænet, som til enhver tid kan findes på www.one.com.